|
Vedtægter for
Dansk Agility Forening, Silkeborg
§ 1. Navn og hjemsted
Foreningens navn er Dansk Agility Forening, Silkeborg som er hjemmehørende
i Silkeborg kommune.
§ 2. Formål
Foreningens formål er
· at fremme agilitysporten,
· at uddanne foreningens medlemmer til at være gode hundeejere,
· at styrke hundeejernes samvær med hundene,
· at sikre at hundenes vilkår tilgodeses og
· at virke i et humørfyldt miljø
Med
· aktiveringen,
· den nødvendige lydighed til agility, · ihærdig træning
· aktiv stævnedeltagelse, samt
· kulturelt virke og samvær som midler, fremmes foreningens formål, hvor der ikke skeles til hundenes eller medlemmernes herkomst, race, alder eller størrelse; dog undtaget muskelhunde, krydsninger heraf, samt andre hunde med aggressiv adfærd efter foreningens individuelle vurdering.
§ 3. Foreningens tilknytning
Foreningen er medlem af / tilknyttet
· DGI-Midtjylland
· Idrætssamvirket i Silkeborg
§ 4. Medlemmer
Optagelse. Som medlem kan optages enhver, som vil virke for foreningens
formålsparagraf, og ikke
· med videresalg for øje opkøber hunde.
· ved dom eller misbilligelse er udelukket fra andre foreninger
eller organisationer på grund af voldelig adfærd over for dyr eller
usportslig optræden.
· modarbejder foreningens interesser.
· har overtrådt loven til værn af dyr.
Medlemmer har pligt til at påse, at smertevoldende træningsmidler
og metoder ikke forekommer.
Medlemskab er gyldigt, når kontingent er indbetalt til foreningen.
§ 5. Bestyrelsen
Bestyrelsen er den højeste myndighed mellem 2 generalforsamlinger
og er den daglige ledelse af foreningen. Det påhviler bestyrelsen
at påse, at foreningen ledes i overensstemmelse med sit formål.
Konstituering og valgperiode.
Foreningens bestyrelse består af 5 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer
sig selv med posterne formand, næstformand, sekretær, kasserer og
medlem. Bestyrelsesmedlemmer vælges for en 2-årig periode. 2 medlemmer
er på valg på lige år, og 3 er på valg på ulige år. Suppleanter
og revisor vælges hvert år.
Bestyrelsesmøder afholdes efter formandens bestemmelse - dog mindst
4 gange årligt. Endvidere kan 3 bestyrelsesmedlemmer ved skriftlig
henvendelse til formanden kræve bestyrelsesmøde afholdt inden 14
dage efter henvendelsen. Ethvert bestyrelsesmøde er beslutningsdygtigt,
når alle er indkaldt, og mindst 3 medlemmer er tilstede. Der føres
protokol over bestyrelsens forhandlinger. Bestyrelsen træffer sine
afgørelser ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed gør formandens
stemme udslaget.
Kompetence. Bestyrelsen kan ansætte og tilknytte lønnet eller ulønnet
hjælp og nedsætte udvalg til varetagelse af nærmere specificerede
opgaver. Udvalg er ansvarlige overfor bestyrelsen. Bestyrelsen fastsætter
kontingenter, træningsgebyrer m.m. Bestyrelsen kan udelukke et medlem,
der ikke opfylder optagelseskriterierne jf. § 4. Det pågældende
medlem skal gives lejlighed til at fremføre sit forsvar.
Tillidsposter er honorarfrie. Dog kan udgifter i forbindelse med
varetagelse af foreningsarbejdet dækkes efter bestyrelsens bestemmelser,
såfremt der er økonomisk mulighed herfor. Medlemmer der virker som
trænere og instruktører i foreningen skal i videst muligt omfang
holdes økonomisk skadesløse med hensyn til udgifter, der har med
deres virke at gøre i foreningen.
§ 6. Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Indkaldelse og frist for forslag. Den årlige generalforsamling
indkaldes med mindst 4 ugers varsel, og afholdes senest 1. april.
Forslag der ønskes behandlet skal indsendes til formanden senest
2 uger før generalforsamlingens afholdelse. Forslag til vedtægtsændringer
skal være formanden i hænde senest 15. januar, og skal udsendes
sammen med indkaldelse til generalforsamlingen.
Generalforsamlingen har mindst følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af 2 stemmeoptællere.
3. Bestyrelsen aflægger beretning.
4. Det reviderede regnskab fremlægges til godkendelse.
5. Indkomne forslag.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer, 2 bestyrelsessuppleanter, revisor
og revisorsuppleant.
7. Eventuelt.
Afstemningsregler. Vedtægtsændringer skal vedtages med mindst 2/3
af de fremmødte stemmer. Opløsning af foreningen jf. § 10. Alle
andre beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. Eet medlem
kan kræve skriftlig afstemning.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder
det ønskeligt eller påkrævet, eller når 1/3 af medlemmerne forlanger
det ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen med nærmere angivet
dagsorden. Indkaldelse skal ske senest 1 måned efter begæringens
modtagelse, og med mindst 14 dages varsel.
§ 7. Regnskab
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Foreningen skal hvert år
udarbejde budget, resultatopgørelse og balance. Resultatopgørelse
og balance skal revideres af foreningens revisor.
§ 8. Konkurrenceregler
Ved afholdelse af konkurrencer anvendes de regler, som passer til
det regi, som konkurrencen afholdes i. I øvrige konkurrencer efter
bestyrelsens bestemmelser.
§ 9. Tegningsret
Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom samt ved gældsstiftelse,
forpligtes foreningen af formanden samt 2 andre bestyrelsesmedlemmer.
I andre forhold forpligtes foreningen af formanden samt et andet
medlem af bestyrelsen.
§ 10. Opløsning
Beslutning om opløsning af foreningen træffes på to på hinanden
følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum. På den
første generalforsamling kræves ¾ af de fremmødte stemmer. På den
anden generalforsamling besluttes opløsning med almindeligt flertal.
På den sidste generalforsamling træffes beslutning om anvendelse
af foreningens eventuelle formue. Ved opløsning tilfalder foreningens
aktiver almennyttige og velgørende formål.
Foreningen er stiftet på generalforsamling den 19.02.1987. Vedtægterne er ændret på generalforsamling den 04.03.1991, 28.02.1999, 03.03.2002 og 23.02.2009.
|